En beretning om en meget klassisk oplevelse om foråret ved kysten. I torsdags var jeg på en plads et par timer og fik fisk. Et par andre – meget flinke – gutter, som også havde fået fisk dagen før, var også på pletten. De fik masser af fisk denne dag også. Lørdag morgen havde jeg et par timer igen: samme plads, tænkte jeg.
Her mødte jeg så atter en af de hersens gutter fra torsdagens hektiske fiskeri. Han havde faktisk også været der fredag (således var lørdag hans 4. fiskedag i træk.) Fredag havde han dog stort set intet mærket! Enten var de mange fisk væk eller ville ikke hugge! Nå, men der var ikke andet at gøre end at prøve: Vi fiskede løs, men ingen fik noget rigtigt andet end lidt hug. Jeg kørte hjem.
Søndag snuppede denne gut så sin femte fiskedag, og jeg fik en melding fra ham: Ham og 8-9 andre fiskere havde fundet en megastime 1-1,5 kilometer længere nede af kysten. De havde fået +100 ørreder.
Konklusion:
Om det er den samme stime er svært at vide. Men der er meget info/erfaring at hente i historien: Fiskene kan opholde sig i flere dage på den samme plads. Hvis forholdene er rigtige, rykker de sig ikke så meget. Især om foråret. Når de rykker (og her antager jeg det er den samme stime) kan det være de faktisk slet ikke er rykket så langt: der skal bevægelse til fra din side, for at finde stimerne. Flyt dig ned af kysten, og hop i bilen og kør videre, hvis der ikke sker en skid på pladsen. Du kan ikke fange de fisk, der ikke er der. Og endelig: det kan være meget lokalt fiskene opholder sig. I dette tilfælde var det et meget lille område på kysten, de mange søndags-fisk var taget. Du finder dem ikke ved at stå det samme sted og tyre ud igen og igen og igen …
Er ret godt inde i den der -ingen fisk, i øjeblikket 😉
Du vil ikke høre ….:-D