Lystfiskeriets dag på Holbæk Marina

Kære fiskevenner
Søndag er dagen, hvor der bliver holdt lystfiskeriets dag over hele landet. Vi har planlagt arrangementet samt sendt linjerne til lokalpressen, som i går bragte en artikel om vores åbne arrangement på Holbæk Marina

– ses vi?

Lystfiskeriets Dag på Holbæk Marina.
For tredje år i træk, afholder Holbæk og Omegns Lystfiskerforening, Lystfiskeriets Dag. Det sker d. 13. maj på Holbæk Marina. I Holbæk fjord og i hele Isefjorden optræder hornfiskene i meget store stimer på den tid af året. Foreningsformand Ole Møller fortæller: “Vi har i foreningen et ønske om at tilbyde så mange børn og unge som muligt mulighed for at fiske på denne fiske-fest-dag. Tidligere har vi holdt Lystfiskeriets Dag i en af vores moser ved Tølløse. Mosen er et fint sted for børn og unge at fange skaller, aborre og gedder, men er samtidig lidt besværlig at komme til, med mindre man er i bil. Vi forhørte os derfor hos formanden for Holbæk Marina, Jens Erik Nielsen, om vi kunne afholde Lystfiskeriets Dag på Østmolen i marinaen og han var straks med på ideen.” Foreningen har denne ene dag fået en særtilladelse til at fiske på Marinaen, hvor der normalt ikke må fiskes.

Hornfisk - så er det forår! FOTO: Danmarks Sportsfiskerforbund

Der bliver fisket efter hornfisk, og under arrangementet vil der være erfarne lystfiskere fra Holbæk og Omegns Lystfiskerforening til at hjælpe og svare på spørgsmål om fangsterne, grej, tilberedning af fisken, osv.

“Hornfisk kan fanges på mange måder, men til Lystfiskeriets dag på Marinaen fisker vi med blink eller sildestrimler. Hornfiskene begyndte allerede i midten af april at blive fanget af lystfiskere i Isefjorden, så når vi når til d. 13 maj., skal vi nok fange en hel del fisk. Ungerne synes det er sjovt at mærke fiskene for enden af linerne, røre ved tænderne i næbet og se hvad der gemmer sig i maven. Vi renser et par fisk, så vi kan se, hvad hornfiskene har fået til morgenmad af rejer eller småfisk.”, siger Ole Møller.

Arrangementet er åbent for alle. Fiskeriet starter kl. 11.00 og afsluttes kl. 13.30, hvor der bydes på pølser med brød og sodavand. Der vil være et par mindre præmier til dem, der fanger de største hornfisk. Fiskegrejet skal selv medbringes, men foreningen har også et begrænset antal fiskestænger, som kan lånes. Hvis man ønsker at låne en fiskestang, er det en god ide at reservere een ved at skrive til Ole Møller på mail: om@holbaekfisk.dk. Husk solcreme og gerne et par solbriller, vindjakke og godt fodtøj, da fiskeriet foregår fra store sten. Du kan læse mere om Holbæk og Omegns Lystfiskerforening på www.holbaekfisk.dk.

I tilfælde af meget dårligt vejr kan arrangementet aflyses. Tjek på hjemmesiden.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

One Response to Lystfiskeriets dag på Holbæk Marina

  1. Kim Moretto skriver:

    Det lyder da super hyggeligt. Håber vejret bliver bedre end det de lover nu 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *